Den river dig ud af din hverdag og ind i en anden verden. Den skabes lige nu og her; i det rum, hvor du sidder – sammen med andre. Den får dig til at se billeder, du ikke anede, du havde i dig; at høre en god historie er en oplevelse du aldrig glemmer.” (Sara Bindeballe)

Mundtlig fortællekunst giver os en oplevelse af intenst nærvær, samhørighed med andre mennesker og, en forbundethed med vores kultur og historie. Det gælder både voksne og børn. Men nogle fortællinger er mest for voksne og andre er mest for børn.

Jeg er dybt fascineret af at ældgamle fortællinger kan handle om det jeg er optaget af lige nu og her – om helt aktuelle samtids problemer – og at de giver unikke svar, som ingen kunne analysere sig frem til. Ligeså vidunderligt er det at improvisere og skabe helt nye fortællinger, gerne sammen med publikum.

Eventyr og sagn er episke kunstformer, der vel har eksisteret så længe, der har levet mennesker, som har haft evnen og lysten til at fabulere og fortælle. De er grene af en mundtlig litteratur, der i årtusinder har vandret rundt over hele verden fra den ene fortæller til den anden uden hensyn til landegrænser og sprogskel. Og i tidens løb er vandringsvejene blevet så tilslørede, at det ikke længere er muligt med sikkerhed at sige, hvornår den enkelte historie er digtet, hvor den oprindeligt hører hjemme, og hvordan den er vandret fra land til land som en del af en anonym kulturstrøm, der stille og rolig har gennemsivet hele verden og skabt en sognelitteratur af international karakter og med et særpræg, som er blevet bevaret på trods af skiftende moderetninger i de højere litteraturkredse”. (Laurits Bødker: Sagn og Eventyr, 1967)